Hjælp til IT-bøvlet

Daglig Bøvltelefon

Alle med IT-bøvl kan få gratis HJÆLP via hotline. Frivillige hjælpere skiftes til at være på vagt. Når computeren ikke fungerer korrekt og du har brug for vejledning og hjælp, så ring på Bøvltelefonen 40 36 70 64. Her fortæller en telefonsvarer nummeret på den frivillige hjælper der på det tidspunkt har Bøvl-vagt. Vedkommende har temmelig sikkert haft de problemer du kommer ud for og kan hjælpe dig videre. Når tingene ikke kan klares over telefonen inviteres man til at medbringe grejet med Bøvl til den månedlige Computer-Bøvl-aften eller til en af de ugentlige Mini-Bøvl-aftner eller der arrangeres hjemme-besøg, - se nedenfor.

Daglig Tilkalde-vagt

Alle ældre og alle handicappede, som har problemer med IT-udstyr eller med håndteringen af det, og som ikke vil kunne tage deres grej med i Bøvl-værkstedet, når problemerne ikke kan ordnes over Bøvltelefonen, kan tilkalde gratis hjælp fra Bøvl-værkstedet.

Ugentlig Mini-Bøvl-aften

Tirsdage fra kl. 19.00 til 22.00 afholdes åbent IT-værksted hvor vi løser akut IT-bøvl. Alle er velkomne til at medbringe grej med bøvl, såvelsom til at give en hånd med at løse det. Husk at medbringe de manualer, CD’ere og disketter som fulgte med grejet, - det vil kunne spare meget tid.
Ugentlig IT-værksted for ældre

Tirsdage fra kl. 9.00 til 12.00 kan ældre borgere få kyndig og høflig vejledning og træne IT-færdigheder i deres helt eget tempo. Man kan starte nårsomhelst og man behøver ikke at deltage hver gang. Der vil være en IT-vejleder tilstede som kan vise og forklare hvordan man gør. På disse møder gives der mulighed for at bruge værkstedets forskelligartede IT-grej, på en sådan måde at man gradvist kan blive fortrolig med håndteringen af alle aspekter af Informations Teknologien.
Månedlig Computer-Bøvl-aftner

Den sidste fredag i hver måned fra kl. 19.30 og så længe man vil, dog kun indtil lørdag middag kan alle medbring eget IT-grej med bøvl Vi hjælpes ad med at få tingene til at virke. Der organiseres en samtidig hjælp til alle der er mødt op med problemer. Der vil blive sørget for at nogen der forstår sig på dine computer-problemer hjælper dig med dem ! - Bøvl-aftnerne rummer et godt kammeratligt samvær omkring at løse problemerne i brugen af computere. Husk at medbringe de manualer, CD’ere og disketter som fulgte med grejet, - det vil kunne spare meget tid. Medtag evt. en pizza eller lignende, hvis det skulle blive sent ! - Varerne kan lægges i værkstedets bruger-køleskab.